Peter 47 år – falsk anklage; ’omvendt stalking’

Efter fire års parforhold oplevede Peter pludselig at blive stalket. Han mente, at det var ekskæresten Jettes nye kæreste der stod bag.

Peter og Jette boede i hus sammen med Jettes børn. Peter havde ikke selv børn. De havde rejst en del sammen som familie, og alt var tilsyneladende godt. Peter havde endda overvejet at adoptere Jettes børn, som kun havde sporadisk kontakt med deres biologiske far.

Får beskeder vedrørende sin kone
Efter tre års forhold begyndte han at modtage breve, fastsat i vinduesviskeren på bilen, med beskeder som ’din kone har set en anden mand’. Brevene var skrevet i datid. På et tidspunkt ændrede brevene sig til at blive skrevet i nutid, med beskeder som ’din kone skal se en anden mand i morgen’. Han konfronterede Jette med brevene, men hun benægtede at have et forhold til en anden. I samme periode oplevede han indimellem en bil, som kørte frem og tilbage på vejen foran deres hus. Efter nogle måneder fortalte Jette første gang, at hun så en anden og at hun ville forlade Peter. Hun ombestemte sig dog og sagde, at det var slut med den anden. Det gentog sig i alt tre gange i løbet af efteråret, hvor Jette skiftevis ville og ikke ville forlade Peter.

Peter køber Jette ud af huset
En dag fandt Peter ud af, at Jette stadig havde kontakt med den anden mand. Han konfronterede hende med det og hun lovede, at det nu skulle være slut. Men kort tid efter erkendte hun, at hun må slutte det endeligt med Peter. De blev enige om, at Peter skulle købe hende ud af huset, men på grund af det faldende boligmarked, accepterede Jette at modtage et meget lille beløb. De aftalte, at Jette kunne blive boende nogle måneder. En dag, hvor Peter talte med Jettes veninde, kom veninden uforvarende til at røbe, at Jette havde haft forholdet kørende med elskeren i næsten to år. Han blev naturligvis rystet, og først nu for alvor vred. Han bad Jette forlade huset med det samme – mens børnene kunne blive boende de næste par måneder.

Modtager velskrevne breve
Efterfølgende begyndte Peter at modtage anonyme breve med beskeder som; ’Nyd din ensomhed, gid det må gå dig skidt’ og ’Børnene har det så godt uden dig…’. Han bemærkede, at brevene var velskrevet, og han havde derfor svært ved at tro, at det kunne være Jette, da hun ikke var så god til at stave eller formulere sig. Han mente heller ikke, at det kunne være nogen af hendes børn. Da han gik til politiet for at anmelde chikanen, blev han klar over, at de ikke kunne gøre noget for at hjælpe. Brevene var ikke truende, men ’kun’ sårende. Han sendte en kopi af brevene til Jette og bad hende sørge for at stoppe skriverierne, hvor de end kom fra. Han anklagede ikke hende, men henviste til, at det måtte være nogen i hendes omgangskreds, som stod bag. Selv mistænkte han hendes nye kæreste. Skriverierne stoppede derefter.

Bliver ringet op af Jettes nye kærestes ekskone
En dag blev Peter ringet op af ekskonen til Jettes nye kæreste. Hun ville tale med ham om, at det er hendes eksmand, som Jette nu har et forhold til. Det viste sig, at han var tidligere ansat i en meget stor international televirksomhed, og aktuelt var ansat i en mindre virksomhed i Paris. De var ved at få solgt deres hus, som var sat til salg for adskillige millioner. Ekskonen fortalte, at hendes eksmand vil købe hende ud for 600.000 kroner. Efter en længere snak anbefalede Peter hende at tage en advokat, da han mente, at hun var berettiget til en væsentlig større økonomisk andel. Dette viste sig at være rigtigt. Et par måneder senere ringede hun og takkede for det gode råd med advokaten. Ved skilsmissen fik hun tilkendt mere end tre millioner!

Jette anmelder Peter for chikane
Til sin fødselsdag modtog Peter en sms fra Jettes teenagedatter. Han skrev tilbage og takkede for hendes hilsen. De havde en sporadisk kontakt i en periode og de havde det tilsyneladende godt sammen. Få måneder senere inviterede han hende ud på hendes fødselsdag, hvor han fik lejlighed til at give hende en gave. Efterfølgende fortalte hun ham uventet, at hun ikke måtte have kontakt med ham. Kort efter blev han kontaktet af politiet. Jette havde anmeldt ham for chikane og hun havde anmodet om et tilhold. Han fik at vide, at hun ikke ønskede, at han kontaktede hverken hende eller andre omkring sig. På deres forespørgsel om, hvordan han forholdt sig til dette, svarede han, at det havde han ikke noget problem med, men at han frygtede, at modparten ville blive ved med at fabrikere nye anklager og nye beviser mod ham. Han blev gjort bekendt med anklagen, som gik på, at han skulle have anklaget Jettes kæreste for svindel overfor dennes chef i Paris. Beviset var en mail, der skulle være sendt fra Peters ip-adresse. Dette var svært at modbevise. Peter mener selv, at det er en hacket mail, som er blevet manipuleret. Derudover lød anklagen på, at han skulle have kontaktet Jette, udøvet hærværk mod hendes kærestes bil, skadet børnenes cykler og på, at han skulle have meldt hende ind i flere bogklubber. Han var målløs!

Peter tror selv, at sagen drejer sig om, at Jette og kæresten føler sig snydt, og at de er presset økonomisk, fordi kæresten ikke kan få solgt sit meget dyre hus. Kæresten skulle jo betale sin ekskone mange penge i forbindelse med skilsmissen. Ad omveje havde Peter hørt, at Jettes kæreste anklagede Peter for at have snydt Jette, da han købte hende ud af huset, eftersom huspriserne nu var blevet stabiliseret.

Får besøg af to betjente
Der skete ikke noget i sagen gennem flere uger. På et tidspunkt løb Peter ind i Jettes datter i byen, hvor han spurgte om hun vidste, hvad der skete. Hun vendte om på hælen, og gik den anden vej. Kort efter blev han kontaktet af politiet, som sagde, at Jette fastholdt sagen om et tilhold. Endnu få uger senere, får han besøg af to betjente. Denne gang med anmeldelse for overvågning, der skulle være sket om natten, på to forskellige dage. Begge anklager kunne han modbevise, idet han havde været i udlandet den ene gang, og til stor familiefest den anden gang. På spørgsmålet om han nu kunne regne med, at sagen blev afsluttet, var svaret fra den ene betjent: ’Sådanne sager opstår jo ikke af det rene ingenting!’. Peter følte sig meget foruroliget og fastlåst. Han frygtede, hvad det kunne ende med af nye påstande, som han ikke kunne modbevise.

Hundelort gennem brevsprækken
Efterfølgende oplevede Peter flere gange, at der var blevet smidt hundelort ind gennem hans brevsprækken. Kort efter den seneste ’aflevering’ ved brevsprækken, fik Peter tilhold mod at opsøge Jette og hendes kæreste, trods manglende beviser. Senest havde Jettes kæreste anlagt sag mod Peter for bagvaskelse, på baggrund af den hackede mail til kærestens arbejdsplads. Peter følte sig forvirret og uretfærdigt behandlet. Han mente jo, at det var lige omvendt – at det var ham, som blev stalket.

De psykiske omkostninger har været ganske store for Peter, der ikke længere er udadvendt, som han tidligere var. Han har fået helbredsmæssige problemer og modtager nu behandling for forhøjet blodtryk og mavesår, ligesom selvmordstanker og depression har fået ham i psykologbehandlingen. Peter er nu i gang med at afvikle sit firma og sælge sit hus. Han magter ikke længere at kæmpe imod. Hans mål er at finde en ny bolig et andet sted i landet med hemmelig adresse og telefonnummer.

Halvandet senere formåede Peter endelig at få beviser og dokumentation på, at det var Jettes kæreste, som havde stalket ham. Peter havde opsat et kamera som filmede kæresten i færd med at smide hundelort ind igennem brevsprækken.