Gå ikke med det alene!

Hvis du oplever, at du bliver stalket, er det først og fremmest vigtigt, at du ikke går med det alene, men derimod deler det med din omgangskreds og benytter dig af vores rådgivning.

Tal med dine nærmeste om dine oplevelser og tanker. Så snart du begynder at fortælle om dine oplevelser, vil du formentlig opdage, at du kender flere personer, der har været eller bliver udsat for situationer tilsvarende din.

Du skal vide, at du ikke er alene. Det, der foregår, er ikke noget, du opdigter, og du er ikke ved at blive skør. Lyt til dig selv, og stol på dine fornemmelser. Du er altid velkommen til at ringe ind til vores

rådgivere. Vi kender til din problemstilling og vil kunne hjælpe.

Fortæl om din situation til alle, du er i kontakt med. Det er vigtigt, at de ved, at de ikke skal videregive informationer om dig, og at de skal gøre dig opmærksom på de henvendelser, de eventuelt måtte få fra din stalker. Har du et fotografi af stalkeren, kan det være en god idé at vise det.

Vær også opmærksom på, at har du børn, vil det være en god idé at fortælle om din situation i institutionen. Dit barns institutioner skal naturligvis også vide, at de ALDRIG må aflevere dit barn til stalkeren, uanset hvilken historie de hører. Det kan også være en meget nyttig oplysning at give i banken. De skal vide, at de ikke skal videregive informationer.


 

Kontakt politiet, og fortæl hvad du er udsat for, men forinden må du have samlet beviser:

  • notér, og gem alle beviser. Lav en liste med dato og tidspunkter for alle henvendelser: Sms-beskeder, mails, breve, gaver og andet – brug et log-skema: Klik her
  • få nogen til at hjælpe dig med at samle konkrete beviser. Dine venner vil være glade for at kunne gøre noget for dig
  • notér alle fysiske og konkrete henvendelser, også selv om du ikke har konkret dokumentation for dem. Notér eventuelle vidner
  • find ud af, om din mobiltelefon har en optagefunktion (det har de fleste nyere modeller), og optag så eventuelle opkald og trusler over telefonen
  • tag eventuelt billeder af fodspor eller andet, der viser, at stalkeren har opholdt sig ved din bopæl.
  • kontakt Dansk Stalking Centers rådgivning. Rådgiverne støtter og hjælper dig til at få et overblik over din situation og råder dig i forhold til din kontakt med politiet
  • Yderligere er rådgiverne uddannet til at hjælpe dig med at se, hvilke muligheder du har for at handle aktivt
  • hvis du føler dig livstruet – så ring til politiet omgående

Har du brug for et sikkert sted at være, så opsøg:

  • den nærmeste politistation
  • et krisecenter
  • familie eller venner

Har du brug for hjælp til at finde nærmeste krisecenter, så kan du også ringe til os.