Websikkerhed

På samme tid som nye teknologier gør vores liv lettere, kan de misbruges og bruges til at overvåge, hacke og kontrollere andre som en del af et stalkingforløb. Flere og flere stalkingudsatte henvender sig til Dansk Stalking Center for at søge råd og vejledning til, hvordan de skal forholde sig, når de bliver udsat for digital stalking/teknologisk stalking. For mange udsatte er digital stalking en del af et stalkingforløb, der også kan indebære fysisk overvågning, kontinuerlige kontaktforsøg, hærværk, vold, trusler osv, men der er også nogle, der udelukkende stalkes digitalt. Derfor er det en god ide at forholde sig til sin personlige it-sikkerhed. Der er rigtig meget, man selv kan gøre for at sikre sin online sikkerhed, men det kan ofte være svært for den enkelte at gennemskue. Dansk Stalking Center har derfor udarbejdet forskellige guides, der kan hjælpe med at øge sikkerheden på både telefon, computer og tablets.

Gode råd om internetsikkerhed

  1. Hold altid din computer opdateret – dette gælder særligt tredjepartsprogrammer såsom: Java JRE, Adobe Reader, Flash, Quicktime, mv. Det er nemlig disse programmer, som IT-kriminelle oftest udnytter.
  2. Brug jævnligt andre malware scannere end dit normale anti-virus produkt. Mange af de vira, som rammer Danmark, sikrer sig, at de ikke bliver fanget af de traditionelle anti-virus programmer. Bankerne stiller virusscannere til rådighed, som tjekker for den malware, der rammer Danmark lige nu.
  3. Kør med høje sikkerhedsindstillinger på din browser. Eksempelvis kan du indstille din browser til, at du skal bekræfte, når en hjemmeside forsøger at afvikle en Java Applet på din PC. Ligeledes kan du installere software som ”no-script”, der kræver din tilladelse før et script får lov at blive afviklet i din browser.
  4. Når du opsætter dit Wi-Fi (trådløs internetsforbindelse) er det vigtigt at have et stærk kodeord, som ikke kan blive gættet af andre. Hvis du er i tvivl om, hvordan du opretter eller ændrer din nuværende adgangskode, kan du tage kontakt til din internetudbyder. Du kan også spørge dem om evt. andre mulige sikkerhedsforanstaltninger.
  5. Hvis du er bange for, at dit trådløse internet bliver hacket, kan du slukke for Wi-Fi og sætte et kabel direkte til din computer. Hvis du er i tvivl om hvordan, kan du tage kontakt til din internetudbyder.
  6. Hvis du er bange for, at dit trådløse internet bliver hacket, kan du slukke for Wi-Fi og sætte et kabel direkte til din computer. Hvis du er i tvivl om hvordan, kan du tage kontakt til din internetudbyder.
  7. Indtast kun personlig data på hjemmesider, der starter med https (s står for security). Dette betyder, at din data bliver krypteret, så alle ikke har adgang til den.
  8. Kig på hjemmesidens navn i adressefeltet for at sikre, at du er på den rigtige hjemmeside (for at undgå phishing angreb).
  9. Husk at logge ud af hjemmesider og særligt din mail, nem-id og facebook-konto.
  10. Vær påpasselig med at downloade programmer, du ikke ved, hvad er. Hvis du er i tvivl, så prøv at google programmet først og se, hvad andre har skrevet om det.
  11. Pas på med at trykke på links eller reklamer, du ikke ved, hvad er. Oprethold en naturlig skepsis over for links, der modtages via e-mail og beskeder. Disse links kan nemlig starte en download af apps eller malware, hvis der klikkes på dem.
  12. Lander du på en hjemmeside, som beder dig indtaste personlige oplysninger såsom kreditkort, personnummer, mv., så tænk dig rigtig godt om, og undersøg det nærmere, inden du går videre.
  13. Brug din sunde fornuft!

Gode råd til adgangskoder

  • Skriv aldrig passwords, PIN koder og lignende ned. Stalkeren kan muligvis finde listen og kopiere den.
  • Skift password hver 6. måned, og omkring hver 3. måned hvis enheden deles med andre (på forskellige brugerkonti), eller hvis du er i tvivl om andre har adgang til din enhed. Dette gør det sværere for stalkeren at gætte sig frem til passwordet, samt beskytter i tilfældet af at det lækkes.
  • Brug lange sætninger, som er lette at huske, men sværere at hacke, f.eks.: jegvilindimincomputer (21 tegn).
  • Når du bruger tal i din adgangskode, er det en god idé at sætte dem forrest, f.eks.: 4590Jegvilindimincomputer.
  • Lad generelt være med at genbruge adgangskoder.
  • Gør sikkerhedsspørgsmål sværere at gætte ved at lave underlige svar, fx svaret “lilla” til spørgsmålet om, hvor mange søskende du har. Grunden til dette er, at stalkeren meget vel kender personlige oplysninger og derfor ville kunne gætte det korrekte svar.
Guides til computer:

Nulstil din computer: Hvis du er bange for, at uvedkommende har fået adgang til din computer, eller at du har en virus, som dit anti-virus program eller anti-spyware program ikke kan lukke ned, kan du udføre en formatering/nulstilning af din computer. Det vil sige, at alt bliver slettet. NB: Vær opmærksom på, at du skal huske at gemme relevant data inden nulstilling.
Download guide til nulstilning af Mac
Download guide til nulstilning af Windows

Generel sikkerhed på computer: Her kan du både læse om, hvad Anti-virus programmer, Anti-spyware og VPN-forbindelse (krypteret forbindelse) er og finde forslag til programmer. Download guide

To-faktor beskyttelse: Det er en ekstra sikkerhedsfunktion, der er tilgængelig på mange websider som f.eks. Facebook, Gmail og iCloud. Det er et ekstra lag beskyttelse, der gør det sværere for uvedkommende at logge ind på din konto. Download guide

Sikkerhed på facebook: Her får du forskellige råd til, hvordan du kan beskytte din Facebook-konto bedst muligt. Download guide

Password manager: Password manager programmer gemmer dine login-oplysninger for alle de hjemmesider, du bruger, og hjælper dig med at logge automatisk på dem. De krypterer dine gemte data med en hovedadgangskode (master password). Du kan derfor med en password manager lave lange og svære passwords til alle dine enheder. Download guide


Guide til Telefon

Sikkerhed på Iphone: Download guide

Sikkerhed på Android: Download guide

Sikkerhed på Windows: Download guide

VPN og Antivirus programmer til telefon: Download guide

Blacklist og Whitelist er funktioner, der gør det muligt at blokere alle opkald og beskeder fra bestemte numre, ligesom du også kan blokere alle andre opkald end de numre, du selv har tilladt. Funktionerne som beskrevet i nedenstående guides findes i et program, der hedder Kaspersky, men der findes også andre programmer, der tilbyder lignende tjenester.
Download guide

NB: Alle programmer nævnt i guides er udelukkende forslag fra Dansk Stalking Centers side, og vi kan ikke holdes ansvarlige for kvalitet eller effekt.