Maria 44 år – 18 års stalking af ekskæreste

Måtte flygte til krisecenter
Maria var meget ung, da hun mødte Frank. Frank viste sig med tiden at være psykisk ustabil. Han var aggressiv og råbte af hende og deres børn, han truede med at slå hende ihjel, hvis hun forlod ham, men han var aldrig fysisk voldelig. Han var truende i sin omgang med knive, som han sad og sleb i hjemmet og da Maria blev klar over, at han var kommet ud i et misbrug med hårde stoffer, blev hun for alvor bange for ham. En dag blev det nok, og mens Frank var ude, tog hun sine to små børn på henholdsvis tre år og tre måneder, og forlod ham. Hun søgte tilflugt i et sommerhus og siden på et krisecenter.

Kunne ikke få tilhold
På krisecenteret oplevede Maria for første gang, at nogen forstod hendes situation. Hun fik hjælp til at få en midlertidig bolig og senere fik hun sin egen lejlighed. Trods tydelige tegn på Franks psykiske ustabilitet, chikane og forfølgelse, kunne hun ikke få et tilhold mod ham. Begrundelsen var, at han ikke havde truet direkte og at man ikke mente, at forfølgelsen var foregået kontinuerligt og vedvarende. Maria var overbevist om, at han ville stoppe, hvis han fik et tilhold, for hun kendte ham nok til at vide, at han havde respekt for ordensmagten. I stedet tog Frank ophold udenfor Marias lejlighed, han fulgte efter hende, når hun tog på arbejde, han truede både hende og børnene med vold, ligesom han viste sine knive, når han fulgte efter hende på gaden. Maria var rystet og bekymret for, om hun kunne beskytte sine to børn.

Viste pistol under samvær med børnene
På et tidspunkt, mens børnene var små, ønskede Frank at få samvær med dem. Maria afleverede dem til overvåget samvær, hvor man ville vurdere hans forælder-samværsevne. En dag, hvor hun havde afleveret børnene til samværsaftalen, mødte hun ham på trappen, hvor han var på vej ind. Med et truende ansigtsudtryk, hev han op i sin bluse og viste en pistol på maven. Maria var chokeret. Hun ringede omgående til politiet, som mødte op på stedet. De tog pistolen fra ham, mens han havde samværet med børnene. Det viste sig at være en gaspistol, som han fik udleveret efter endt børnesamvær.

Skrev truende breve
Mens han var sammen med børnene, sad han ofte og skrev truende breve til Maria. En dag, hvor Frank var til samtale hos en børnesagkyndig, ville han vide, ’Hvis nu Maria tilfældigvis en dag blev slået ihjel af en lastbil, hvem vil så få børnene?’. Hertil svarede den sagkyndige psykolog: ’Du vil aldrig få dem!’. Han tabte samkvemsretten til at se sine børn og Maria fik en overfaldsalarm via Mødrehjælpen. Hos politiet havde hun fået afslag på en anmodning om overfaldsalarm. Det var fortsat ikke muligt at få et tilhold mod Frank.

Fængsel for uagtsomt manddrab
Efter års stalking, var der pludselig ro i et par år. Det viste sig, at Frank havde fået fire års fængsel for uagtsomt manddrab på en tilfældig mand på gaden. Maria blev først klar over dette i slutningen af Franks fængselsperiode, hvor han begyndte at kontakte hende fra fængslet. Trods frygt og angst, havde Maria formået at bygge sig selv op igen og tage en ny uddannelse. Børnene var begyndt at få kammerater, ligesom de gik til fritidsaktiviteter. Hun og børnene havde fået nye og positive oplevelser. Lige indtil Franks løsladelse. Herefter genoptog han sin forfølgelse af både Maria og børnene. Nu brugte han endog børnenes kammerater som budbringere for hans trusler. Han truede med vold, hvis de ikke fik Marias børn til at komme og snakke med ham. Han stod ofte på hjørnet, når børnene kom hjem fra skole eller sport, og truede med at komme og overfalde dem og Maria. Kammeraterne var skræmt, men ikke mindst børnene og Maria.

Ville slå hende og datter ihjel
En dag blev Maria ringet op på arbejdet af den ældste datter, som tilfældigvis var alene en stund efter skole. Datteren var rædselsslagen, for hendes far stod uden for og hamrede på døren. Han ville ind og slå hende og hendes mor ihjel. Politiet kunne desværre ikke hjælpe hende, når han ikke havde et tilhold. Maria følte sig magtesløs. Med den yngste i hånden, styrtede hun hjem til sin dengang 10-årige pige, der var alene. Maria sneg sig ind i boligblokken via en kældertrappegang for at hente sit barn. Men på vejen væk fra lejligheden, opdagede Frank dem, hvorefter de flygtede gennem de lange kældergange med ham i hælene. Dette tilfælde var bare et ud af flere lignende. Maria søgte om tilhold igen, men fik afslag. På dette tidspunkt havde hun været stalket i ni år. Hun mistede modet, og blev overvældet af magtesløshed. Hun blev opgivende og depressiv, og selvmordstankerne vendte tilbage.

Over en længere periode gik hun i behandling, dels hos en psykolog, dels i en angstgruppe. Her fik hun hjælp til at genfinde nogle af sine gamle ressourcer, ligesom hun fik redskaber til at tackle angsten og livet, på trods af den invaliderende stalking. Langsomt fik hun mere overskud og handlekraft. Ind imellem tog hun på weekend hos nogle venner på landet, hvor hun og børnene kunne få lidt fred og ro fra hverdagens konstante frygt.

Skiftede navn og hårfarve
På et tidspunkt fik hun samlet så meget styrke, at hun besluttede sig for, at nu skulle det være slut. Hun havde fået mobiliseret sin styrke på ny. Hun skiftede navn og hårfarve. Hun flyttede til en anden ende af byen, hun anskaffede sig en hund og hun fik hemmelig adresse og telefonnummer. Hun søgte atter om tilhold på baggrund af hele forhistorien. Hun havde nu havde fået samlet flere skriftlige trusler om vold mod børnene, nogle venner og hende selv. Efter 12 år fik hun endelig det tilhold, som hun havde anmodet om adskillige gange, og som Maria havde forventet, stoppede Frank sin forfølgelse. Hun hørte aldrig mere til ham før flere år efter, hvor han døde. Men indtil da levede hun fortsat med kroniske frygt og angst.

Lever med omkostninger af 18 års stalking
Maria føler sig bitter og ærgerlig over, at hun ikke fik tilhold meget tidligere. Hun lever stadig med omkostninger efter 18 års stalking. Hun er angst og har svært ved at være sammen med andre mennesker. Hun lider af hukommelses- og koncentrationsbesvær. Hun er bange for mørke. Hun er angst for at køre i offentlige transportmidler og for store forsamlinger. Hun lider af flashbacks, hypervagtsomhed og mareridt. Hun har udviklet en svær kronisk tarmsygdom, som i perioder kræver en meget skrap behandling. Resten af sit liv må hun tage medicin og være på diæt. Alt dette har bevirket, at hun kun kan arbejde på nedsat tid og i bestemte vagttyper. Hendes yngste datter har udviklet samme stressrelaterede tarmlidelse, som allerede har krævet en større operation. Også hun må være på diæt resten af livet.

Efter Franks død føler Maria sig endelig fri. Hendes liv har ændret sig positivt. Hun er begyndt at blive mere udadvendt, hun færdes nu frit i byen, når hun er ude og handle, hun er begyndt at udfordre sin angst og hun har nye positive tanker om sig selv og fremtiden.

Set i bakspejlet kunne Maria have ønsket, at hun var flyttet væk og havde taget navneforandring meget tidligere i forløbet. Især da hun ikke kunne få beskyttelse hos politiet, kunne hun og børnene højst sandsynligt have været forskånet for meget hvis de var flyttet.