Bliver du ved med at kontakte en person, selv om du bliver afvist? Har du svært ved at acceptere, at din ekskæreste har stoppet forholdet? Eller er det en tidligere ven, nabo eller kollega, du har svært ved at give slip på? Kontakt Dansk Stalking Center og vend din situation.

 

Jeg kunne ikke stoppe tankerne om hende (…) Jeg sendte sms efter sms. Jo flere jeg sendte, jo mere opsat blev jeg på, at hun skulle svare. (…) Jeg gik rundt om hendes hus (…) Jeg er rystet over, at jeg kunne så langt ud. Jeg havde klart brug for hjælp, men vidste ikke, hvor jeg skulle gå hen.

Sagt af tidligere stalker.

Dansk Stalking Center tilbyder hjælp til at give slip, og du dermed kan komme videre med dit eget liv.

 

Få hjælp til at give slip med et samtaleforløb

Vil du gerne have hjælp til at stoppe op og finde andre handlemuligheder, når du bliver overvældet af impulsen? Så kan du ringe direkte til Dansk Stalking Centers psykolog. I kan vende din situation og måske opstarte et terapeutisk samtaleforløb. Det er gratis for dig.

Ring på telefon 6056 7374
Torsdag kl. 16.00 – 17.00

Ringer du i stedet i sekretariatets åbningstid, kan en medarbejder tage imod dit telefonnummer, og du vil dernæst uforpligtende blive kontaktet af psykologen.
Tip: Notér i din kalender allerede nu, hvornår du vil ringe, så du får det gjort.

 

Send en mail til ta@danskstalkingcenter.dk

Vil du hellere skrive, så send en uforpligtende mail til ta@danskstalkingcenter.dk . Herefter vil psykologen tage kontakt og tale med dig for at finde ud af, om vi kan hjælpe dig, så du kan komme videre med dit eget liv.

 

Har du svært ved at stoppe med at tage kontakt?

  • Ligger du vågen om natten, hvor tankerne om personen farer rundt i hovedet?
  • Har du svært ved at koncentrere dig om dit arbejde?
  • Har du svært ved at stoppe med at sende sms’er eller mails, køre forbi, banke på?
  • Har du måske truet personen?

 

Hvad er stalking?

Stalking er at blive ved med at kontakte, overvåge og/eller chikanere en anden – på trods af at du bliver afvist, og personen ikke ønsker kontakt.

 

Årsager til stalking

Det kan være forskellige årsager til at udvikle stalkingadfærd. Typisk er det:

  • En, der vil have ekskæresten tilbage.
  • En, der er vred på sin eks eller tidligere ven og ikke kan få personen ud af hovedet.
  • En, der har svært ved at slippe tanken om, at en bestemt person er den eneste ene.
  • En, der er vred/irriteret på sin nabo eller kollega og ikke kan slippe tanken om hævn, men på forskellige måder generer og måske truer.