Lars 48 år – stalket af tidligere ven

Lars, som bor alene, er blevet stalket gennem fire år af sin tidligere ven Henning. De havde kendt hinanden siden ungdommen, men ikke set hinanden i en del år. Pludselig mødte de hinanden og det viste sig, at de boede i samme gade, skråt over for hinanden i en større by.

Begyndte at ses som venner
Henning havde ingen tætte venner. Han havde haft mange skiftende arbejdspladser, og han boede sammen med sin kæreste og deres fælles barn. Hurtigt begyndte Lars og Henning at ses som venner. Sammen gik de til fodbold og Lars inviterede Henning med til fester og arrangementer. Lars syntes, at Henning var en hyggelig fætter, om end han til tider kunne være noget påfaldende. På et tidspunkt mistede Henning sit arbejde, efter (formentlig) at have været involveret i grov mobning af en tidligere ven. En dag barberede han sig helt skaldet og fjernede sine øjenbryn, hvorefter han gik til møde med sin sagsbehandler og sagde at han var syg. Han ville søge om førtidspension. Dette blev afvist.

Brugte ofte Lars’ telefon
Henning kom tit i Lars’ hjem, både når Lars var alene og når han havde besøg af sine venner. Henning var tilsyneladende ligeglad med sin egen familie, eftersom han brugte al sin fritid hos Lars. Ofte lånte han Lars’ telefon, hvilket var i orden, hvis det var til vigtige beskeder. Men Lars oplevede, at Henning bare brugte hans fastnettelefon til at hyggesnakke med en bestemt ven.

Henning skiftede sind
En dag blev det for meget. Efter at Henning have ignoreret Lars’ besked om at afslutte samtalen, afbrød Lars opkaldet ved at trykke telefonen ud. Herefter skiftede Henning fuldstændig sind, som en anden ’dr. Jekyll og mr. Hyde’. Han blev så rasende og vred, at dørkarmen og malingen faldt af, da han gik. Derefter startede tre års stalking med hundredevis af telefonopkald på fastnettelefonen dag og nat (Lars havde ingen mobil). I tide og utide kimede Henning på gadedøren og løb sin vej. Han anklagede Lars for at være pædofil og råbte ’pædofil-stodder’ efter Lars på gaden, hvor de boede.

Anklagede Lars for pædofili
En dag, hvor de tilfældigt mødtes i kiosken, pegede Henning på Lars og sagde højt henvendt til sin datter: ’Ham der skal du holde sig fra, for han er til små piger!’. Henning ringede fra telefonbokse og andres telefoner, ligesom han fik sin 13-årige nevø til at ringe og anklage Lars for at være pædofil. Henning sendte postkort med obskøne hilsener og han truede Lars på livet med gestus, som ved at gøre tegn med flad hånd tværs over struben, som tegn på at han ville skære halsen over på ham. På et tidspunkt forsøgte Henning at trænge ind i lejligheden, for at overfalde Lars. Det var nær lykkedes ham at få sparket døren ind. Da Lars ringede efter hjælp hos politiet, havde de desværre ikke tid til at komme.

På et tidspunkt forsøgte Lars at tale med Hennings kæreste, som han kendte fra tiden hvor de var venner. Han fortalte, hvad Henning lavede, og hvad han sagde, mens deres fælles barn var tilstede, men hun undskyldte ham med, at han var syg.

Lars søgte om tilhold
Lars var stædig og ville ikke lade sig diktere og, på grund af Henning, skifte sin telefon ud med en mobil og hemmeligt nummer. Det tog et år at få tilkendt et tilhold mod Henning. Det havde vist sig, at flere andre havde anmodet om et tilhold mod Henning, og på det tidspunkt begyndte politiet at interessere sig for sagen. Men Lars oplevede at tilholdet var ’rent til grin’. Henning fortsatte med at chikanere og plage, uden Lars kunne svare igen. Henning vidste godt, at hvis Lars svarede igen, eller tiltalte ham, ville tilholdet falde og hele sagen mod ham ville blive droppet. Lars følte ikke, at tilholdet hjalp eller beskyttede ham. Henning kunne jo fortsætte med sine plagerier, uden at Lars kunne gøre andet end at anmelde det til politiet, som alligevel ikke kunne gøre noget. På den måde oplevede han, at tilholdet gav stalkeren frit spil, så længe han var smart nok til ikke at kunne spores. Lars følte sig til grin, ligesom han følte, at Henning måske i virkeligheden var ude på at provokere ham så meget, at han ville komme til at modreagere.

Politiet konfronterede Henning med overtrædelser
Efter to års stalking var Lars ved at give op. Kort forinden havde han oplevet, at Henning var kommet gående imod ham, og med vilje var gået voldsomt ind i ham. To unge piger overværede hændelsen. Efter først at have bekræftet det skete, benægtede de pure at have set noget, da de blev bange for at vidne. Lars var frustreret. Han fortalte politiet, at han var bange for konsekvenserne, hvis der ikke snart skete noget i sagen. Hans tålmodighed var ved at slippe op, og han var meget tæt på at gå til modangreb på Henning. Betjenten var forstående, men frarådede ham på det kraftigste at foretage sig noget i den retning. Der kom en ny betjent på sagen, som Lars følte havde anerkendelse og forståelse for hans situation. Efterfølgende ringede politiet til Henning hver gang han var blevet anmeldt, hvor han blev konfronteret med sine handlinger. Dette fik forfølgelsen til at aftage i en kortere periode, men senest har Henning stået i sin lejlighed skråt overfor og lyst hele Lars’ lejlighed op med en stor projektør, ligesom han fortsat chikanerer ved at kime på hans dørtelefon og forsvinde.

Lars kunne have valgt at flytte væk fra gaden, men det har han nægtet. Han er meget glad for sin lejlighed, og det område han bor i. Han har på intet tidspunkt været bange, udover den dag hvor Henning var ved at sparke døren ind, og han ikke vidste, hvad der ville ske. I forløbet har han følt stor frustration, når politiet, trods velvillighed, ikke har kunnet hjælpe ham. Lars var frustreret, da sagen var blevet sendt til retten, men på mystisk vis var blevet væk, så politiet måtte sende hele sagen fra deres arkiv endnu en gang. Dette medvirkede til at forhale forløbet unødigt. Lars venter stadig på en afgørelse i sagen, som nu kører på fjerde år. Han har forståelse for, at politiet har deres arbejdsbetingelser, og at de gør, hvad de har mulighed for, men han er frustreret over, hvordan disse betingelser virker, eller rettere ikke virker, for udsatte som ham selv.