At være fanget i sine følelser

Alle kan opleve udfordringer i relationen til andre mennesker. Men særligt i forbindelse med brud og afvisninger, kan vores følelser og handlinger være svære at forstå og kontrollere. Man kan opleve kaos, desperation og jalousi. Man kan føle sig misforstået og have svært ved at give slip og acceptere, at situationen er, som den er, hvilket kan frembringe desperation og jalousi.

For nogle mennesker kan det få den betydning, at de handler og opfører sig på måder, som de ikke havde forestillet sig og samtidig har svært ved at stoppe.

 

Når ønsket om kontakt tager over

Mange oplever en fornemmelse af at være fanget i en kaotisk desperation, hvor temperament og følelser tager magten. Det har betydning for ens mønstre af handlinger, som man ikke kan stoppe. Ofte er man havnet i en situation, hvor det føles altafgørende at få kontakt til personen – igen og igen, og uanset om man bliver afvist og ens henvendelser er uønskede. Tankerne og hele situationen har ligesom sat sig fast.

En sådan situation kaldes stalking – hvor en person vedvarende udøver en adfærd, som af den anden er uønsket og opleves grænseoverskridende.

Ønsket om at opnå kontakt og information om den anden kan fylde så meget, at man oversvømmes af tankerne om den person, som man har svært ved at give slip på – uanset om man er på arbejde, hjemme eller ude med vennerne.

 

Få hjælp til at bryde mønstret 

Dansk Stalking Center tilbyder hjælp til udøvere af stalking med fokus på at håndtere de følelser og reaktioner, man oplever i relation til den, man kontakter.

Et samtaleforløb har til hensigt at give værktøjer til at kunne forstå, stoppe op og håndtere følelser og handlinger relateret til stalkingen – og derved ændre adfærd samt bryde med den fastlåste situation.

 

Telefonnummer og åbningstid

Telefonlinjen er åben

Mandag og tirsdag 10-11
Onsdag og torsdag 15-16

Ring på 2760 4016

Eller skriv til: mail@danskstalkingcenter.dk

Tilbuddet tilrettelægges ud fra den enkeltes behov.
Det er uforpligtende at kontakte Dansk Stalking Center. Forløbet er gratis.